Eksempler

Eksempler på Future by WE’s kompas-metode

Albert er 15 år. Han elsker at ’game’ og spille fodbold. Han er vellidt i klassen, og har to venner, som han altid er sammen med. Albert er en ’over middel’-elev. Han siger ikke så meget i skolen. Han er ikke den, der skriver de længste opgaver, men han svarer kort og korrekt. Hans bedste fag er engelsk. Albert er vurderet uddannelsesparat. Han har ingen idé om, hvilken uddannelse han vil tage, men han ved, at han vil på gymnasiet. Hvorfor? Fordi han vil tænke sig om og åbne sine muligheder. Alberts ene kammerat skal også på gymnasiet. Den anden tager 1 år til Australien.

 

Alberts mor er radiograf. Faren er arkitekt. De prøver, at foreslå Albert forskellige uddannelser og jobs, som de falder over, der måske kunne være noget for ham. De spørger også Albert, åbent og nysgerrigt, hvad han tænker om fremtiden. Ingen af samtalerne glider let. De fleste gange hans forældre taler med ham om det, sukker han, svarer måske lidt, men det ender altid med er han vrisser: ’det ved jeg ikke!’

 

Hvis vi bad Albert svare på disse spørgsmål i relationer til hans samtaler med sine forældre om uddannelse:

a) Jeg bliver fx vred/frustreret/ked af det/bange/usikker/modløs, når mine forældre vil tale om uddannelse.

b) Mine fornemmelser i kroppen i situationen er…

c) Mine tanker og overbevisninger i situationen er…

d) Mine handlinger i situation er…

 

…ville han svare nogenlunde sådan:

a) Jeg bliver træt og irriteret, når mine forældre vil tale om uddannelse.

b) Mine fornemmelser i kroppen i situationen er uro og tyngde.

c) Mine tanker og overbevisninger i situationen er, om jeg mon finder ud af det.

d) Mine handlinger i situation er, at jeg går.

 

Albert er en dreng, der godt nok bliver irriteret, men også træt (a) i stedet for vred. Han oplever en tyngde i kroppen (b), og trækker sig frem for at være fremfusende (d). Det signalerer overvældethed i modsætning til kamplyst. Desuden er Albert i tvivl om, hvorvidt han finder ud af det (c) måske alene.

 

Det fortæller os, at Albert befinder sig i det følelsesmæssige landskab, der hedder Mørkeskoven i ’Følelsernes Kompas’, som er vores grundlæggende metode.

 

Alberts mor ville svare nogenlunde sådan på spørgsmålene i relation til deres samtaler med Albert om uddannelse:

a) Jeg bliver rådvild, bekymret og måske lidt bange.

b) Mine fornemmelser i kroppen i situationen er uro.

c) Mine tanker og overbevisninger i situationen er, om Albert er i stand til at træffe et bevidst valg. Han ved virkelig overhovedet ikke, hvad han vil – og knapt nok, hvad han er god til. Intet ud over venner, at ’game’ og fodbold interesserer ham.

d) Mine handlinger i situation er, at jeg prøver at tale med ham – stille nysgerrige spørgsmål og inspirere ham med forskellige uddannelser og jobs.

 

 

 

 

Clara er også 15 år. Hun er social og udadvendt. Hun og hendes veninder hænger ud på caféer efter skoletid, når hun ikke er på arbejde eller til træning. Clara er meget dygtig i skolen. Hun har også været med i elevrådet i flere år. Clara elsker sociale medier. Lige nu tror hun, at hun vil noget med markedsføring. Eller være dyrlæge eller fotograf. Eller måske læge eller sygeplejerske og arbejde for ’Læger uden grænser’. Det kunne også være sejt at blive officer i hæren, og få et fedt job bagefter.

 

Claras far er marketingchef i et stort internationalt firma. Hendes mor er selvstændig konsulent. Når Claras forældre taler med hende uddannelser og jobs, har hun ofte nye idéer til, hvad hun kunne tænke sig. Hun vil i hvert fald ikke være selvstændig. Og ved hver samtales afslutning lander Clara oftest på, at det skal være noget med markedsføring.

 

Hvis vi bad Clara svare på disse spørgsmål i relationer til hendes samtaler med sine forældre om uddannelse:

a) Jeg bliver fx vred/frustreret/ked af det/bange/usikker/modløs, når…

b) Mine fornemmelser i kroppen i situationen er…

c) Mine tanker og overbevisninger i situationen er…

d) Mine handlinger i situation er…

 

…ville hun svare nogenlunde sådan:

a) Jeg bliver forvirret, usikker og måske også vred, når mine forældre taler med mig om uddannelse.

b) Mine fornemmelser i kroppen i situationen er uro og pres i maven.

c) Mine tanker og overbevisninger i situationen er, om jeg mon vælger det rigtige.

d) Mine handlinger i situation er, at jeg kan finde på at råbe.

 

Clara er en pige, der bliver vred (a) og kan finde på at råbe (d) i stedet for at trækker sig. Hendes uro og det pres hun oplever i maven, giver hende lyst til at handle (a og d) frem for at være afventende/overvældet/stille som Albert.

 

Det fortæller os, at Clara befinder sig i det følelsesmæssige landskab, der hedder Slagmarken i ’Følelsernes Kompas’.

 

Claras mor ville svare nogenlunde sådan på spørgsmålene i relation til deres samtaler med Clara om uddannelse:

a) Jeg bliver bekymret og måske lidt irriteret.

b) Mine fornemmelser i kroppen i situationen er uro.

c) Mine tanker og overbevisninger i situationen er, at Clara er en drømmer. Hun kan ikke træffe en beslutning, undersøge den til bunds og blive ved den. Og så synes jeg ikke hun skal stræbe efter at blive det samme som hendes far. Hun skal ud og opleve verden.

d) Mine handlinger i situation er, at jeg måske prøver at tale hende fra den samme uddannelse som hendes far. Jeg prøver at inspirere hende til at drage ud i verden og først træffe valg senere.

 

Ingen af Claras forældre har talt med hende om muligheden for at læse markedsføringsøkonom med en erhvervsuddannelse.

 

 

Med Kompas-metoden vil begge de unge og deres forældre lære, at:

·       tanker og følelser kan opstå mange steder fra. Bl.a. fra memes og fysiologiske tilstande.

·       man ikke altid kan være bevidst og træffe rationelle, kloge valg. Og at langt de fleste daglige valg er automatiske.

·       følelser er nyttig information, men ikke nødvendigvis noget, man altid behøver at agere på.

·       vi træffer valg med følelser. Ikke med vores kognitive hjerne.

 

De ville også lære, hvilke følelser, der forbinder sig til valg. Uddannelsesvalg og livsvalg. Og med Kompas-metoden ville de få en meget nem guide, der kan hjælpe dem resten af livet, når de ønsker at forstå de følelser, de mærker, og vide, hvordan de kan agere i forhold til dem. Både kognitivt, kropsligt og følelsesmæssigt.

 

 

Med Kompas-metoden vil Albert kunne slippe fri af frygten, der overvælder ham. Lære at det er ok at sige ’det ved jeg ikke’ og ’jeg vil gerne tale om det en anden dag’. Albert behøver ikke finde ud af det her alene. Og han behøver ikke vide ret meget lige nu. Det er helt almindeligt at være i tvivl – hele livet faktisk. Så han kan lige så godt blive god til det.

 

Med Kompas-metoden vil Alberts forældre blive bedre til at slippe deres egen frygt for, at Albert ikke får truffet valg i tide. De vil blive bedre til at være afventende. De vil kunne vise Albert en masse tillid, berolige ham, give ham mere selvværd og fjerne presset. Og de ville lære at stille spørgsmål til det, Albert selv kommer med og ikke foreslå nogen som helst uddannelse mere. De kan med fordel fortælle om voksne. Albert også kender, som har skiftet retning i deres liv.

 

 

Med Kompas-metoden vil Clara kunne slippe den dømmende, vurderende stemme, der fortæller hende, hvornår hun er rigtig og forkert, og at hun skal løbe, løbe, løbe hele tiden for at blive bedre, nå højere, hurtigere. Clara vil lære at stå stille, for at kunne få øje på, hvad der så kan dukke op.

 

Med Kompas-metoden vil Claras forældre blive bedre til at slippe deres egen frygt for, at Clara træffer et forkert valg. De vil blive bedre til at være afventende. Lade Clara drømme. De vil kunne vise Clara en masse tillid, berolige hende, give hende mere selvværd og fjerne presset. Og de ville lære bare at lytte til det, Clara selv kommer med, fortælle hende, om situationer, hvor de har truffet valg, der ikke viste sig at være gode, men som modnede dem. Det vil også være godt, hvis de fortæller om deres drømme og længsler. Både da de var teenagere, og nu.

 

 

Man beder jo heller ikke en 2-årig

vælge én yoghurt

mellem alle dem, der er i køledisken.